Kapitel 1

Indledning

Formålet med denne guide er at belyse nogle af de områder, som - efter Ankestyrelsens erfaringer fra behandlingen af klagesager - kan volde problemer ved sagsbehandlingen. Der er med andre ord tale om et sagsbehandlerværktøj som supplement til Socialministeriets vejledning mv.

Guiden er tænkt som en hjælp for den praktiske behandling af bilsager efter § 99 i lov om social service (lov nr. 454 af 10. juni 1997 som ændret ved lov nr. 980 af 17. december 1997) og bilbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99). Guiden supplerer frem stillingen i Socialmini steriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om bl.a. støtte til biler og den vejledning, som gives i Ankestyrelsens SM-Sociale Medde lelser og praksis oversigten om social service samt i artikler i bladet "Nyt fra Ankestyrelsen".

Kapitel 2

Regler om sagsbehandling

Ved behandling af bilsager er det især forvaltningslovens regler om aktindsigt, partshøring, inhabilitet og begrundelse, der har betydning. I det følgende gennem gås nogle typiske eksempler på dette. Derudover henvises til bilaget om for valtningsretlige spørgsmål på side 10-16 i denne guide.

2.1. Aktindsigt

Forvaltningslovens regler om aktindsigt betyder, at ansøgeren eller an søgerens advokat eller anden repræsentant har ret til at få kopi af de dokumenter, der indgår i bilsagen, hvis de beder om det. Anmodning om aktindsigt under kommunens for beredelse af sagen behandles af kommunen. Amtskommunen påser som af gørelsesmyndighed, at forvaltningslovens regler om aktindsigt er overholdt.

Formålet er, at ansøgeren skal have mulighed for at gøre sig bekendt med alle de oplysninger, der ligger til grund for den afgørelse, som skal træffes. Ansøgeren har så mulighed for at kommentere oplysningerne, rette eventuelle fejl i op lysningerne eller gøre opmærksom på, om der mangler oplysninger, som kan have betydning for sagen.

Ansøgeren har krav på at få kopi af akterne inden 10 dage efter anmod ningen. Hvis det ikke er muligt at sende kopi af akterne i den konkrete sag inden 10 dage, skal ansøgeren inden for denne frist have besked om årsagen til forsinkelsen og om, hvornår kopi af sagens akter kan forventes.

Når ansøgeren får tilsendt kopi af sagens akter, er myndigheden samtidig forpligtet til at oplyse, at han eller hun har ret til at kommentere oplysningerne i sagen og til at få afgørelsen udsat, hvis dette er nødvendigt.

2.2. Partshøring

I nogle tilfælde skal myndigheden af sig selv gøre ansøgeren bekendt med oplysninger i sagen. Det er tilfældet, hvis myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ansøgeren ikke er bekendt med og som er til ugunst for ansøgeren. Det gælder også oplysninger som myndigheden har pligt til at notere efter reglerne om notatpligt.

Partshøring under kommunens for beredelse af sagen foretages af kommunen. Amtskommunen påser som af gørelsesmyndighed, at der er foretaget partshøring.

Hvis myndigheden ikke kan være sikker på, at ansøgeren allerede ved, at op lysningerne indgår i sagen, må der ikke træffes afgørelse, før ansøgeren er gjort bekendt med op lysningerne og har haft mulighed for at udtale sig om op lys ningerne.

Hvis der ikke er foretaget partshøring, kan det betyde, at afgørelsen er ugyldig.

2.3. Inhabilitet

Den der virker inden for den offentlige forvaltning er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om ved kommendes upartiskhed. Det har ikke i sig selv betydning, om den på gældende rent faktisk er upartisk i forhold til den bestemte sag. Alene risikoen for, at den på gældende ikke kan forventes at kunne være helt upartisk, fx på grund af et særligt kendskab til den person, som sagen vedrører, betyder, at den pågældende ikke må medvirke ved behandlingen af sagen.

Derfor kan fx en praktiserende læge ikke deltage som kommunens lægekon sulent ved behandlingen af egne patienters sociale sager, herunder sager om støtte til køb af bil.

Om lægekonsulenters inhabilitet, se desuden SM P-26-96.

Inhabilitet kan betyde, at afgørelsen er ugyldig.

2.4. Begrundelse

En skriftlig afgørelse efter lov om social service og bilbekendtgørelsen skal som andre afgørelser være begrundet skriftligt, medmindre den fuldt ud giver ansø geren medhold. Kommunens indstilling til amtskommunen i en bilsag er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand

Begrundelsen skal give ansøgeren en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. Hvis afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen inde holde de væsentligste hensyn, der har været afgørende for skønnet. I afgørelsen skal der desuden henvises til de lovregler, der er anvendt.

Hvis afgørelsen slet ikke er begrundet kan det betyde, at afgørelsen bliver ugyldig. Hvis begrundelsen ikke er fyldestgørende, bliver afgørelsen ikke af den grund ugyldig, men det kan betyde, at klagefristen må forlænges, indtil ansøgeren har fået en fyldestgørende begrundelse.

Eksempel på begrundelse, der er så ufyldestgørende, at den knapt kan kaldes en begrundelse: "Deres funktionsevne skønnes ikke nedsat i en sådan grad, at De opfylder be tingelserne i § 1 og 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil.

"I eksemplet gives der ingen forklaring på, hvorfor funktionsevnen ikke skønnes nedsat i en sådan grad, at betingelserne for tilkendelse af støtte til køb af bil er opfyldt.

I eksemplet kunne begrundelsen fx have været: "Begrundelsen er, at der i Deres ben ikke er konstateret lammelser eller kraftnedsættelse, der nedsætter Deres evne til at færdes."

Kapitel 3

Oplysningskilder

Ansøgeren:
- ansøgerens personlige data,- oplysninger om familiens størrelse, sammensætning mv.,
- boligens beliggenhed i forhold til befordringsmuligheder, indkøbsmuligheder mv.,
- kørselsbehov (til og fra arbejde, uddannelse og fritidsaktiviteter),
- behov for at medtage hjælpemidler,
- egen opfattelse af handicap og funktionsniveau,
- indtægts- og arbejdsforhold.

Forvaltningen:
- tidligere bilsag,
- revalideringssag,
- pensionssag,
- arbejdsskadesager,
- tidligere bevilling af hjælpemidler/boligindretninger,
- hjemmehjælp og dennes funktion i hjemmet.
Arbejdsgiver om ansættelses- og indtægtsforhold.

Ansøgerens læge, sygehuse, institutioner og speciallæge om ansøgerens hel breds mæs sige forhold og funktionsniveau.

Kommunens ergoterapeuter eller fysioterapeuter kan bidrage med oplysninger om ansøgerens funktionsniveau og nødvendigheden og hensigtsmæssig heden af særlige indretninger og eventuelt om bilvalg.

PTU`s biltestafdelinger ¹⁾  og Hjælpemiddelcentralen om bilvalg, navnlig ved an søgning om støtte efter bilbekendtgørelsens § 6, og afprøvning af ind retninger.

Politiet (kørekortkontoret) om udstedelse af kørekort og betingelser i kørekort om særlige indretninger.

Statens Bilinspektion om erklæring i forbindelse med førtidig udskiftning.

Det sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse om vejledning i forbindelse med sagsbehandlingen.

Andre, fx kommunens eller amtskommunens forvaltninger om specielle kørsels ordninger.

Kapitel 4

Tildelingskriterier
(Bilbekendtgørelsens §§ 1 og 2)

4.1. Varigt nedsat funktionsevne

Funktionsevnekriteriet blev indført ved lov nr. 580 af 19. december 1983.

Formålet med at indføre funktionsevnenedsættelse som tildelingskriterium var at tilvejebringe et bedre beslutningsgrundlag ved at ændre bedømmelses grundlaget fra en overvejende objektiv vurdering af ansøgerens helbredstil stand, til en mere rummelig vurdering af invaliditetens konsekvenser, herunder ansøgerens mulig hed for at tilrettelægge en så selvstændig og selvhjulpen tilværelse som mulig.

Det var hensigten, at der i højere grad skulle tages hensyn til ansøgerens funktions niveau. Der skal således foretages en samlet vurdering af funktions niveauet på baggrund af en bred belysning af, hvordan ansøgeren rent faktisk klarer sin daglige tilværelse med sit handicap. Beskrivelsen af ansøgerens funktionsniveau, baseret på de sociale myndigheders og ansøgers egen be skrivelse, sammenholdt med de objektive helbredsmæssige forhold og op lysninger om ansøgerens sociale situation, indgår i denne vurdering.

Der kan ikke opstilles faste kriterier for, hvornår der er tale om en så væsentlig varig nedsættelse af funktionsevnen, at der er ret til bilstøtte. Dette beror på en samlet vurdering af ansøgerens sociale og helbredsmæssige forhold

A. Sociale forhold

Før man går i gang med at vurdere ansøgningen nærmere, er det vigtigt at få afklaret om ansøgningen skal behandles på erhvervsmæssigt, ud dannelses mæssigt eller såkaldt trivselsmæssigt (ikke-erhvervsmæssigt) grundlag. Dette har betydning, fordi der anlægges en mildere vurdering ved erhvervs- eller ud dannelses mæssigt grundlag end ved trivselsmæssigt grundlag. Personer under uddannelse kan endvidere få afdrags frihed, jf. bilbekendtgørelsens § 4, stk. 7.

Da ansøgers sociale forhold indgår i grundlaget for vurderingen af ansøgers funktions evne, må der indhentes oplysninger om, hvordan ansøger fungerer i dagligdagen.

Der må indhentes oplysninger om boligen, familiens størrelse og især ressour cer/manglende ressourcer hos ansøgeren og familien, boligens etageplacering, afstanden fra boligen til offentlige transportmidler og indkøbsmuligheder, omfanget af lægekon sul tationer (og lignende), familiebe søg, fritidsaktiviteter i øvrigt og, hvis der er mindre børn, afstanden fra boligen til pasningstilbud osv.

Det kan fx have betydning, om ansøger er henvist til at klare sig selv, om eventuel ægtefælle/samlever kan bistå, og om der er andre end ansøgeren, der har et handi cap.

Til brug for bedømmelsen af, om der bør ydes støtte til bil i forbindelse med arbejde eller uddannelse, bør der endvidere indhentes oplysning om afstanden fra ansøgers bolig og arbejdsplads/uddannelsessted til de offentlige transportmid ler, og tiden der vil medgå, hvis disse benyttes.

Når bilen skal bruges til og fra arbejde, er det yderligere en betingelse, at ansøger ved arbejdet skaffer sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen, jf. Socialministeriets vejledning pkt. 72. Om personer, der modtager førtids pension og samtidig har er hvervsarbejde, se SM O-57-98.

Det er ligeledes en betingelse, når bilen skal bruges til og fra et uddannelses sted, at uddannelsen sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder.

Personer med ophold på institution:

Personer, der varigt bor på institution, vil som absolut hovedregel få dækket deres daglige kørselsbehov af institutionen, og der vil derfor normalt ikke være grundlag for at give støtte til køb af bil, jf. SM O-106-96 og SM O-58-89.

Børn:

Før et barn er ca. 3 år gammelt, vil det som regel ikke opfylde kriterierne for støtte til bil, da et handicappet barn før denne alder normalt ikke er væsentligt van skeligere at transportere end andre børn på samme alder, jf. SM O-32-90.

B. Helbredsforhold

Udgangspunktet for sagsbehandlingen vil være ansøgers egne klager over evnen til at færdes.

Ansøgers oplysninger om helbredsforhold må suppleres med fx udskrift af sygehusjournal, udskrivningsbreve, generel helbredsundersøgelse og speciallæ geer klæring.

Oplysningerne om helbredsforholdene må være så fyldestgørende og aktuelle, at det herudfra er muligt at vurdere, om der er overensstemmelse mellem de helbreds mæssige forhold og ansøgers beskrivelse af sit nedsatte funktions niveau, samt om lidelsen er varig.

De lægelige oplysninger må derfor som minimum indeholde oplysninger om diagnose og prognose, en objektiv beskrivelse af funktionsniveauet og vurdering af, om ansøgers helbredsforhold, herunder evt. objektive fund, kan forklare ansøgerens ændrede/nedsatte funktionsniveau. Endvidere vil det være hensigts mæssigt med oplysninger og mere objektiv vurdering af gangdistance, og tiden det tager at tilbagelægge distancen.

C. Varighed

At tilstanden skal være varig betyder, at tilstanden hos ansøger ikke vil kunne bedres væsentligt, hverken spontant eller ved behandling. Det er altså ikke til strækkeligt, at det generelt er mest sandsynligt, at tilstanden er varig, hvis forløbet hos ansøger ikke kan forudsiges. Ved nogle sygdomme er det alene for løbet af sygdommen, der kan vise om tilstanden er varig. Det gælder fx fibromyal gi, jf. SM O-121-95.

4.2. Bedømmelsen af nedsættelsen af funktionsevnen

Når det er konstateret, at ansøgers tilstand er varig, må ansøgers sociale forhold sammenholdes med oplysningerne om ansøgers helbredsforhold med henblik på vurdering af, om ansøgers funktionsevne er så nedsat, at det er nødvendigt med egen bil.

Ved vurderingen af sværhedsgraden af den konstaterede nedsættelse af funktions niveauet, kan det have betydning, hvilket formål bilen skal tjene for ansøgeren.Det kan have betydning fx at vurdere, om ansøger ved ankomsten til arbejdet/ud dan nelsesstedet har så mange ressourcer i behold, at ansøger kan præstere en til fredsstillende indsats.

Endvidere kan alder have forskellig indflydelse afhængig af lidelsens karakter, jf. SM O-84-96.

Der skal under alle omstændigheder være sammenhæng mellem sygehistorie, lægelige oplysninger om objektive helbredsfund og ændringer i funktionsniveauet, her under gangdistancen. Ved lidelser, hvor objektive helbreds fund bekræfter den ophævede eller nedsatte gangfunktion, vil dette i almindelig hed være tilfældet.

Udover vurderingen af, om der er konstateret væsentlige helbredsmæssig fund, må vurderingen også bero på, om lidelsen medfører hurtig udtrætning og et udtalt skånebehov, jf. SM O-37-88. Se også bilaget på side 17-23 om tendenser i Ankesty relsens praksis.

Vurderes det, at ansøgers helbredsforhold og kørselsbehov taler for støtte til bil, men ansøgers helbredsforhold bevirker, at ansøger må have hjælp af andre, fx til at føre bilen, bør det undersøges, om ansøger kan disponere over fornøden bistand hertil fra andre, eller om ansøgers kørselsbehov mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger, jf. bilbekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Er der ikke overensstemmelse mellem sygehistorien og de helbredsmæssige oplys ninger, må det overvejes, om ændringen i funktionsniveauet overvejende er socialt betinget, eller om de helbredsmæssige oplysninger er utilstrækkeli ge.

Er ændringen i funktionsniveauet overvejende socialt betinget, må ud gangs punktet være, at der ikke er helbredsmæssigt belæg for støtte til bil.

4.3. Andre befordringsmidler

Vurderingen efter bilbekendtgørelsens § 2, stk. 2, opstår som hovedregel kun når ansøger skønnes berettiget til bil efter § 1 og § 2, stk 1. Bestemmelsen vil fx kunne anvendes, når der er et meget beskedent kørselsbehov, fx hvis ansøger ikke har nogen interesser, hvis ansøger er så syg, at han/hun reelt aldrig kommer uden for hjemmet, eller hvis ansøger ikke selv kan føre bil, og ikke kender nogen, der dagligt kan køre for ham/hende. I sidstnævnte tilfælde må det undersøges, om ansøger har venner, familie eller hjælpere, der kan opfylde ansøgers kørselsbe hov.

4.4. Dyrere bil
(Bilbekendtgørelsens § 6)

Skønnes det, at der foreligger sådanne ganske særlige forhold i forbindelse med ansøgers funktionsnedsættelse, at det er tvivlsomt, om ansøger kan anskaffe egnet bil inden for støtten efter bekendtgørelsens § 4, kan det ofte være hen sigtsmæssigt at henvise ansøger til PTU (Landsforeningen af Polio-, Trafik- & Ulykkesskadede, der har afdelinger i København og Århus) eller Hjælpemiddel central med henblik på sagkyndig af prøvning af, hvilken bil, der må anses for den billigste og bedst egnede, og om der eventuelt er behov for installation af særlige indretninger af bilen.

Resultaterne af afprøvningen må herefter sammenholdes med oplysningerne om ansøgers helbredsforhold, herunder objektive helbredsfund, samt sociale forhold.I skønnet over egnet bil og eventuelle særlige indretninger bør indgå, i hvilken grad ansøger herved vil blive selvhjulpen, og om en særlig indretning er nødvendig under hensyn til ansøgerens helbredsforhold.

Endvidere bør i skønnet over egnet bil indgå en vurdering af, hvilke hjælpemid ler og arten af disse, det er nødvendigt for ansøger at medbringe. Om udvidet støtte og medbringelse af hjælpemidler til børn henvises til SM 0-23-88, SM 0-22-88 og SM 0-21-88.

Drejer det sig om en erhvervs- eller uddannelsesbil bør der ved ovennævnte skøn også haves for øje, at formålet hermed er at sikre, at ansøger kan blive i erhverv eller uddannelse, hvilket kan betyde behov for at medbringe særlige hjælpemidler.

Kapitel 5

Bilag om forvaltningsretlige spørgsmål

Bilaget belyser særlig spørgsmål, som Ankestyrelsen i praksis har konstateret kan volde problemer i behand lingen af sager om førtidspension og bilstøtte. Bilaget bygger i øvrigt på forvaltningsloven (FVL), lov om offentlighed i forvaltningen (LOF), Justitsministeriets vejledninger om lovene, Den kommenterede Forvaltningslov ved John Vogter (1992), lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (RTL), Folketingets Om budsmands praksis, An kestyrelsens praksis og Forvaltningsret ved Hans Gammeltoft-Hansen, Jon Andersen, Kaj Larsen & Karsten Loiborg. Disse kilder indeholder yderligere vejledning.

Sagens oplysning
(RTL § 4 og §§ 10-14, FVL §§ 28-29)

Ansvaret for at en sag er tilstrækkeligt oplyst, så der kan træffes en korrekt og forsvarlig afgørelse, påhviler den myndighed, der skal træffe afgørelsen. Det følger af "officialprin cippet", som er et almindeligt grundlæggende princip i dansk for valtningsret. Afgørelses myndigheden har derfor pligt til at søge at fremskaffe de faktiske og retlige oplysninger, der er nødvendige for at der kan træffes afgørelse.

Den, som sagen drejer sig om, har ret til at blive ind draget i behandlingen af sagen, jf. RTL § 4, og pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at træffe afgørelse, jf. RTL § 10.

RTL § 12 indeholder regler om de sociale myndigheders adgang til at forlange oplysninger fra personer og myndigheder mv., der har kendskab til forholdene.

Hvis der skal indhentes oplysninger, herunder af rent privat karakter, fx om helbredsfor hold eller væsentlige sociale problemer, fra andre dele af forvalt ningen, fra andre forvaltnings myndigheder eller fra private, skal der som altovervejende hovedregel foreligge samtykke fra den, som sagen vedrører, jf. RTL § 12, stk. 3, og FVL § 29.

Hvis borgeren nægter at give samtykke til, at der indhentes nødvendige oplysninger, eller på anden måde nægter at med virke til sagens oplysning, fx ved at nægte at lade sig undersøge af en læge, må sagen afgøres på det foreliggende grundlag. Det kan indebære, at ansøgeren får afslag på hjælp eller mindre hjælp. Borgeren skal efter RTL § 10, stk. 3, oplyses om pligten til at medvirke og om konsekvenserne af at nægte dette.

Partsbeføjelser

Forvaltningsloven (FVL) indeholder ikke nogen nærmere afklaring af, hvem der er part. I Justitsmini steriets vejledning om forvaltningsloven henvises til dansk rets almindelige partsbegreb. Herefter har ansøgere, klagere og andre, der har en væsentlig retlig og individuel interesse i sagens afgørelse, partsstatus. Det vil typisk sige de, som sagen direkte vedrører, og som der sædvanligvis foreligger ansøgning fra.

Der kan dog opstå tvivl, fx i tilfælde, hvor personer ønsker aktind sigt i en tidligere ægtefælles sag i socialfor valtningen eller i oplysninger om et barn i en tvangsfjernel sessag, hvor den, der ønsker aktindsigt, ikke har del i for ældremyndigheden, jf. bl.a. SM O-13-84 og SM O-57-94.

FVL giver den, som er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en offentlig myndighed, følgende særlige partsbeføjelser:
- Ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre.
- Ret til partshøring. - Ret til aktindsigt i videre omfang end andre.
- Ret til at kræve sagens afgørelse udsat for at kunne afgive en udtalelse.
- Ret til at modtage afgørelsen.- Ret til at påklage sagen.

I Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 1/97, side 9, står der en artikel om forvaltningslovens partsbe føjelser, og i Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3/97, side 6-7, står artiklen "Forvalt nings rettens krav kan ikke diskuteres".

Partshøring
(FVL §§ 19-20).

Partshøring betyder, at en myndighed på eget initiativ gør en part bekendt med op lysninger, som myndig heden er i besiddel se af, og giver parten lejlighed til udtale sig om dem. Dette kan en myndighed altid gøre, hvis ikke væsentlige hensyn til andre eller parten selv er til hinder for det.
En direkte pligt til partshøring er der efter FVL § 19, stk. 1 i sager, hvor der skal træffes afgørelse, og hvor myndig heden er i besiddelse af væsentlige oplysninger om sagens faktiske om stændigheder, som parten ikke ved indgår i sagen, og som er til ugunst for parten.

I disse tilfælde skal myndigheden gøre parten bekendt med oplysningerne og give parten mulighed for at udtale sig om dem, før der træffes afgørelse.

Bestemmelsen fortolkes bredt. Det praktiske udgangspunkt er, at der altid skal partshøres i de tilfælde, hvor borgeren ikke selv er kommet med de nye oplysninger. Der er således i følge Om budsmanden pligt til partshøring i fx (special)læ geerklærin ger, der indhentes under be handlingen af en sag, selv om parten godt ved, at oplysningerne er i myndighedens be siddelse, og også selv om oplysningerne ikke kan siges at være "til ugunst" for parten. Det afgørende er, at der typisk vil være tale om så væsentlige faktiske oplysninger, at det skal sikres, at parten bliver bekendt med indholdet og får mulighed for at kommentere det.

Hvis myndigheden indhenter oplysninger om regelfortolkning i forhold til en konkret sag, er der også pligt til partshøring, fx om en bestemt oplysning er omfattet af partshørings pligten. Det er der derimod ikke, hvis man kun indhenter en generel oplysning om fortolkning af en regel, fx om hvordan begrebet "til ugunst" generelt fortolkes.

Der er nogle undtagelser fra partshøringspligten i FVL § 19, stk. 2, bl.a. oplysninger om køn, cpr.nr. og oplysninger fra skattemyndig hederne om årsindtægter, hvor der er sket endelig ligning, samt vægtige hensyn til parten selv, fx oplysninger om en sygdoms livstruende karakter, som parten ikke er bekendt med.

Der kan fastsættes en (rimelig) frist for udtalelsen, som fx

"Hvis vi ikke har hørt fra Dem inden ... dage, går vi ud fra, at De ikke har kommentarer, og vi vil derfor træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag."

Undladelse af at give pligtig partshøring er en alvorlig sagsbehand lingsfejl, der oftest vil medføre, at afgørelsen er ugyldig.

I Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3/1997, side 9-12, er der en artikel om partshøring.

Aktindsigt
(FVL §§ 9-18 og LOF §§ 4-16).

Aktindsigt efter forvaltningsloven (FVL) kan forlanges af parter i "afgørelsessager", dvs. sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse. Anmodningen skal ikke begrundes, og der stilles ikke formkrav til anmodningen. For valtningen kan således ikke kræve, at anmodning om aktindsigt skal ske skriftligt.

Aktindsigt efter offentlighedsloven (LOF) kan forlanges af enhver med de undtagelser, der er nævnt i lovens §§ 7-14, jf. lovens § 4, stk. 1. Anmodningen skal angive de dokumenter eller den sag, som der ønskes aktindsigt i.

Eksempel: Fx er den af forældrene, som ikke har del i forældremyn digheden over et barn, ikke part i en tvangsfjernelses sag. Derfor kan vedkommende kun få aktindsigt efter LOF's regler, dvs. i oplysninger om egne personlige forhold (egenacces), som er omtalt i barnets sag.

Den af forældrene, som har forældremyndigheden, er derimod part i barnets sag og har derfor ret til aktindsigt efter FVL's regler, dvs., at vedkommende som udgangspunkt har ret til aktindsigt i alle sagens dokumenter.

Adgangen til aktindsigt efter FVL omfatter som udgangspunkt alle sagens dokumen ter. Dog er der ikke ret til aktindsigt i interne arbejds dokumenter, som fx udtalelser fra myndig hedernes ansatte lægekonsulenter. Indeholder interne arbejds dokumenter faktiske oplysninger om sagen, som alene står i det interne dokument, er det dog omfattet af retten til aktindsigt. Fx kan en lægekonsulent have ringet til et hospital, hvor en ansøger har været indlagt, og dér fået oplysninger, som ikke allerede fremgår af sagen. Sådanne oplysninger vil i øvrigt være omfattet af myndig hedens pligt til partshøring.

Hvis parten under sagens behandling anmoder om aktindsigt, skal sagens afgørelse udsættes, og der skal gives parten rimelig tid til at gennemse akterne.

FVL's og LOF's regler om aktindsigt er minimumsregler. Det vil sige, at myndigheden kan beslutte at give aktindsigt ud over, hvad lovene giver borgeren ret til, forudsat at andres krav på fortrolighed ikke tilsidesættes. Dette kaldes meroffentlighed.

Efter både FVL og LOF skal der gives aktindsigt inden 10 dage efter anmodningen. Hvis fristen ikke kan overholdes, skal myndigheden inden for denne frist give besked om årsagen til forsinkelsen og om, hvornår kopi af sagens akter kan forventes.I Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2/1997, side 14-15, er der en artikel om aktindsigt.

Notatpligt
(LOF § 6).

En forvaltningsmyndighed, der skal træffe afgørelse i en sag, har pligt til at notere oplysninger ned, som afgives mundtligt, hvis oplysningerne vedrører sagens faktiske omstændigheder og er af betydning for afgørelsen.

Notatpligten omfatter efter LOF § 6 kun sager, hvor der skal træffes en afgørelse. Imid lertid følger det af "god sagsbehand lingsskik", at også væsentlige oplysninger i andre sager noteres ned.

Om en oplysning vedrører sagens faktiske omstændigheder beror på, om den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grund lag eller i øvrigt skaffes for at bringe klarhed med hensyn til sagens faktiske om stændigheder.

De mundtlige oplysninger, som noteres ned i en sag, er omfattet af reglerne om partshøring og aktindsigt på samme måde, som hvis de var modtaget i skriftlig form. De begrænsninger, der gælder for aktindsigt i interne arbejds dokumenter, gælder også for mundtlige interne oplysninger, som bliver nedskrevet.

I Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 5/1997, side 3-4, er der en artikel om notatpligt.

Udsættelse af sagen
(FVL § 21).

Den, der er part i en sag kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at afgørelsen af sagen udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.

Myndigheden har mulighed for at fastsætte en frist for afgivelsen af udtalelsen.

Det bemærkes, at forhold hos myndigheden selv, som fx sygdom eller stort arbejdspres, ikke kan begrunde at myndigheden udsætter sagen.

Begrundelse
(FVL § 22-24).

En skriftlig afgørelse skal ledsages af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver parten medhold.

Begrundelsen skal indeholde oplysninger om, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold.

Drejer det sig om fx en ansøgning om førtidspension, hvor der ofte foreligger flere lægeer klæringer, hvori ansøgers helbredsmæssige forhold måske ikke vurderes ens, skal det fremgå af begrundelsen, hvilke lægelige oplysninger, der er lagt vægt på.

Begrundelsen skal endvidere indeholde en kort redegørelse for de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som har været tillagt betydning ved sagens afgørelse. Fx at myndigheden ved afslag på støtte til køb af bil har lagt vægt på, at ansøger har en ikke ubetydelig gangdistance, at ansøger er i stand til at benytte offentlige transportmidler, og at der i øvrigt ikke foreligger andre forhold, der kan begrunde bilstøtte.

Hvis afgørelsen er truffet på grundlag af et skøn, skal det fremgå af afgørelsen, hvilke hovedhensyn der har været bestemmende ved skønsudøvelsen.

Processkridt, som fx beslutning om at indhente en speciallægeerklæring, er ikke en afgørelse, som skal begrundes.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter. Henvisningen skal være præcis. Det vil sige, at det ikke er nok alene at henvise til den pågældende lov, men der skal ske en præcision af, hvilke bestemmelser i loven, der er lagt til grund for afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 1. Henvisning til retsreglerne er en del af begrundelsen for afgørelsen. En begrundelse, hvor der ikke er henvist til retsreglerne, er derfor en ufyldestgørende begrundelse.

Retsvirkningen af en ufyldestgørende begrundelse er normalt, at det medfører forlængelse af en eventuel klagefrist, indtil der er meddelt parten en begrundelse, der opfylder kravene i FVL § 24.

Hvis begrundelsen helt mangler eller på afgørende punkter er ufyldestgørende kan afgørelsen blive ugyldighed. Det vil sige, at den ikke har retsvirkning.

I Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/1997, side 3-6, er der en artikel om begrundelser. Der kan endvidere henvises til SM O-76-97 og SM O-4-98.

Inhabilitet
(FVL § 3-6 og RTL § 47).

Den der virker inden for den offentlige forvaltning er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartisk hed, så der kan være risiko for, at der tages usaglige hensyn ved afgørelsen. Habilitets reglerne skal således styrke borgernes tillid til forvaltningen. Personer, der er inhabile i forhold til en bestemt sag, må derfor ikke deltage i behandlingen eller afgørelsen af sagen.

* Speciel inhabilitet

Inhabilitet kan ikke alene foreligge, hvis man er personligt involveret i sagen, fordi sagen fx vedrører en selv eller ens nærmeste familie, men også hvis man tidligere i en anden instans har været involveret i sagen.

En kommunal lægekonsulent kan således ikke ved fx en ansøgning om førtids pension udtale sig om egne patienter i hans/hendes egenskab af rådgivende læge for kommunen.

En læge, der har udfærdiget en (special)lægeerklæring til brug for en pensionsan søgning, kan heller ikke deltage i kommunens behandling af pensionsan søgningen.

Spørgsmålet om lægekonsu lenters habilitet er bl.a. beskrevet i artikler i Nyt fra An kestyrelsen, nr. 3/1994, side 14, og i nr. 4/1995, side 19-21.

Hvis man som sagsbehandler i et socialt nævn giver generel vejledning til en kommune eller en borger, medfører dette ikke inhabilitet. Hvis afgørelsen ankes til nævnet og vejledningen har været meget konkret, kan dette medføre, at sagsbehandleren er inhabil ved behandlingen af sagen i nævnet.

At en sagsbehandler tidligere i samme instans har behandlet en sag om en bestemt person, medfører ikke, at sagsbehandleren er inhabil ved be handlingen af en senere sag, der vedrører samme person.

Nært venskab, uvenskab eller gensidigt modsætningsforhold kan medføre inhabilitet.

En myndighed kan også være inhabil, hvis myndigheden selv er part eller på anden måde har en særlig interesse i sagens udfald (myndighedsinhabilitet).

Den person, der er inhabil, har pligt til selv at gøre opmærksom på det. Dog ikke hvis det er åbenbart, at det pågældende forhold er uden betydning. Man skal være opmærksom på, at tilsidesættelse af under retnings pligten vil være en tjene steforseelse.

Inhabilitet medfører som hovedregel, at afgørelsen er ugyldig.

Myndigheden afgør selv spørgsmålet om eventuel inhabilitet.

Der er adgang til at klage til en overordnet klagemyndighed over, at der ved en afgørelse har foreligget inhabilitet i forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet.

* Generel inhabilitet

Generel inhabilitet angår betingelserne for at en person kan varetage et bestemt hverv uden ofte at bringe sig i en situation, hvor han/hun er speciel inhabil.

Det fremgår af RTL § 47, at medlemmer af kommunale eller amtskommunale udvalg, der behandler personsager, på grund af generel inhabilitet ikke kan være medlemmer af det sociale nævn.

Tavshedspligt
(Straffelovens § 152 ff).

Den, der virker inden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt, når en oplysning ved lov eller anden gyldig be stemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Tavshedspligten medfører, at man ikke må røbe fortrolige oplysninger overfor uved kommende, heller ikke efter at man ikke længere er ansat ved myndigheden.

Fortrolige oplysninger er oplysninger, der ved lov eller anden gyldig bestemmelse betegnes som fortrolige samt oplysninger, det er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage væsentlige offentlige eller private interesser.

Man har dog ret til at videregive oplysningerne, hvis der foreligger skriftligt samtykke, eller hvis lovbestemmelse siger, at oplysningerne kan eller skal videregives, herunder som led i pligtig aktindsigt.

Tavshedspligten omfatter ikke oplysninger, som man er blevet bekendt med gennem offentlig omtale eller gennem private meddelelser.

Det fremgår af straffelovens § 152, at overtrædelse af bestemmelserne om tavshedspligt kan medføre bøde, hæfte eller fængsel.

En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil. Pålægget om tavsheds pligt skal gives samtidig med, at de fortrolige oplysninger udleveres. Dette forudsætter dog, at myndigheden er berettiget til at videregive oplysningerne til den private person.

Videregivelse af oplysninger
(FVL § 28-32).

Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må som ud gangspunkt ikke videregives til anden forvaltnings myndighed.

Videregivelse af oplysninger må dog finde sted, når der foreligger skriftligt samtykke, videregivelse er bestemt ved lov, ved væsentlige hensyn til offentlige/private interesser eller hvis videregivelse er et nødvendigt led i sagens behandling, eller af hensyn til tilsyn/kontrol.

I det omfang en myndighed efter forvaltningslovens § 28 er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Myndigheden har dog ikke pligt til at videregive oplysninger, hvis videregivelse medfører merarbejde hos myndigheden, der overstiger den rekvirerende myndigheds interesse i at få oplysningerne.

Man skal være opmærksom på, at samtykke om videregivelse kun er gyldig i et år.

Hvis borgeren ikke vil give samtykke, må han være forberedt på, at sagen bliver afgjort på det foreliggende grundlag.

Om praksis om samtykke og videregivelse henvises der til SM O-91-97.

Kapitel 6

Bilag om tendenser i Ankestyrelsens praksis om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99

Hensigten med det følgende er at give nogle eksempler fra Ankestyrelsens praksis inden for nogle områder, der enten er særligt hyppigt forekommende eller er særligt vanskelige. Der er dels tale om afgørelser om forskellige lidelser, dels om forskellige andre forhold der kan opstå uafhængigt af hvilken lidelse ansøgeren lider af. Eksemplerne skulle gerne lette det ofte meget vanskelige skøn som de kommunale og amtskommunale sagsbehandlere skal udøve, når de skal tage stilling til, om en ansøger er berettiget til bilstøtte eller ej. Det understreges, at der ikke er tale om en facitliste, men alene om eksempler.

Om Ankestyrelsens praksis iøvrigt henvises til de gældende offentliggjorte SM-Sociale Meddelelser, der alle er omtalt i Ankestyrelsens praksisoversigt om social service.

Om de generelle regler, sagsbehandlingsregler mv. henvises til Guiden om behandling af sager om støtte til køb af bil ²⁾  og Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning mv. Ved indførelsen af serviceloven og den tilknyttede bilbekendtgørelse er der kun sket mindre ændringer i forhold til bistandsloven, og An kestyrelsens praksis vil derfor som udgangspunkt også være gældende efter de nye regler.

Bedømmelsesgrundlag:

For at bedømme en bilansøgning skal der først tages stilling til bedømmelsesgrund laget, altså om bilen skal bruges i forbindelse med erhverv, uddannelse, eller "trivsel". Dette er af betydning, da bedømmelsen af funktionsniveauet er lidt mildere ved bilstøtte på erhvervs- eller uddannelsesmæssigt grundlag end ved såkaldt trivsels mæssigt grundlag. Bedømmelsen ved rørende erhverv i forbindelse med pension er omtalt i SM O-57-98, hvortil der henvises. Herudover henvises der til Socialmini steriets vejledning. Ved bil på uddannelses mæssigt grundlag, skal der, jf. bilbekendt gørelsens § 2, stk. 1, nr. 2, være tale om en uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder. Det vil sige, at deltagelse i under visning, der "blot" sker af interesse, for at holde sig i gang og lignende, ikke medfører at ansøgningen skal bedømmes på uddannelsesmæssigt grundlag. Det samme gælder fx gymnasie- og HF-uddannelser, hvor der ikke er nogen plan for, hvad den pågældende skal lave bagefter.

AFG. 1 (j.nr. 300621-97): Sagen drejede sig om afdragsfrihed svarende til den nuværende bilbekendtgørelses § 4, stk. 7, men det gør ingen forskel i denne forbindelse. Der var tale om en 19-årig kvinde, der led af en nyrelidel se. Hun var i gang med 2. år af en 3-årig HH-uddannelse. Hun modtog kontanthjælp. Kommunen udtalte, at den foreløbige uddannelses/ revali deringsplan var: 3-årig HH-uddannelse, 1-års studierele vant praktik, idet hun gerne ville på lærersemi nariet. Læreruddannelsen forventedes at tage 4 år. I en supplerende udtalelse oplyste kommunen, at den foreløbige uddannel ses/ revalideringsplan afhang af den igang værende uddannelse på handels sko len. Hvis hun manglede studierele vant arbejde i forbindelse med at hun søgte ind på en længerevarende uddannelse, ville kommunen støtte op om dette, derfor et eventuelt praktikforløb. Der var på afgørelsestidspunktet ikke fastlagt nogen uddannelses/ revaliderings plan. Hele uddannelses/revaliderings forløbet ville også afhænge af ansøgers sygdom. Ankestyrelsen stadfæstede afslaget på afdragsfrihed. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren var igang med en 3-årig HH-uddannelse, og at der ikke var fastlagt en konkret uddannelses/ revalideringsplan.

Ensidige benlidelser - Amputationer:

Normalt vil underbensamputationer på ét ben ikke kunne føre til tildeling af bil. Dette gælder i hvert fald hvis der ikke er beskrevet særlige problemer med protesen. Hvis protesen medfører sårdannelse eller lignende på benstumpen vil dette kunne tale for at kunne tilkende bilstøtte ud fra et skånehen syn. Udgangspunktet er det samme ved andre amputatio ner, men konkret kan der alligevel blive tale om bilstøtte, hvis der fx kun er en meget lille benstump tilbage.

AFG. 2 (j.nr 300070-98): En 64-årig mand havde i 1958 fået amputeret venstre underben 15 cm under knæet. Han havde endvidere højresidigt hofteskred, samt slidgigt i højre hofteled og højre knæled. Gangdistancen var oplyst til 50-100 meter med to krykkestokke. Ved den objektive undersøgelse var gangen langsom og let usikker og bevægelsen i højre hofteled var svært indskrænket. Ankestyrelsen stadfæstede revali derings- og pensionsnævnets afslag, og lagde bl.a. vægt på, at ansøger havde fantomsmer ter svarende til venstre fod, men der var ikke beskrevet væsentlige gener i amputations stumpen. Benprotesen måtte herefter anses for at være velfungerende. Efter An kestyrel sens vurdering var der ikke skånehensyn eller andre forhold der kunne begrunde, at ansøger kun kunne færdes i egen bil.

AFG. 3 (j.nr. 300047-97): En 30-årig mand havde fået amputeret venstre underben. Han havde problemer med ømhed og hudproblemer på benstum pen. Gangdistan cen var oplyst til max. 500 meter. Ved lange gangdistancer anvendte han stok. Ankestyrelsen stadfæstede nævnets afslag, og lagde bl.a. vægt på, at der var normale forhold i højre ben og hofterne. Ankestyrelsen lagde også vægt på gangdistancen. Problemer med at bære byrder og lang afstand til offentlige transportmidler kunne ikke føre til en ændret vurdering.

AFG. 4 (j.nr. 300167-96): En 71-årig mand havde i 1992 fået amputeret venstre ben under knæet. Han havde endvidere en obstruktiv lungelidelse. Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse, og tilkendte støtte til køb af bil. Ankestyrelsen lagde vægt på, at han havde haft problemer med tilpasning af protesen siden amputatio nen. Ankestyrelsen lagde også vægt på de lægelige oplysninger, hvorefter han havde sår på spidsen af amputations stumpen, hvilket gav smerter ved gang. Ankestyrelsen vurderede, at der var et betydeligt skånebehov som følge af sår og kronisk infektion af amputations stumpen.

Andre ensidige benlidelser:

AFG. 5 (j.nr. 300021-98): En 55-årig mand modtog mellemste førtids pension. Han havde følger efter en hjerneblødning og oplyste, at han kunne gå ca. 200 meter med stok, og at han hurtigt blev træt. Ved den objektive undersøgelse blev der bl.a. fundet god kraft omkring højre hofte, diskret lammelse over højre knæ, og betydelig lammelse over højre fodled og tæer. Han kunne gå med drop fodsstimula tor. Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afslag, og lagde bl.a. vægt på, at han havde svær lammelse af højre arm og middelsvær lammelse af højre ben. Der var således tale om en ensidig benlidelse, og efter Ankestyrelsens skøn kunne han med et vist besvær benytte offentlige transportmidler.

Tendensen vedrørende benlidelser er således klar; hvis der kun er tale om en lidelse i det ene ben taler dette afgørende imod tilkendelse af støtte til køb af bil, og der skal derfor være andre særlige forhold tilstede før tilkendelse af bil bliver aktuel.

Hjerneblødning og lignende:

AFG. 6 (j.nr. 300357-97): En 50-årig mand modtog højeste førtids pension. Han led af følger efter en blodprop i hjernen. Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afslag på støtte til køb af bil. Ankestyrelsen lagde vægt på, at han led af følger efter blodprop i hjernen med let spastisk bøjet højre arm og let spastisk føring af højre ben. Der var normale forhold vedrørende venstre ben. Han havde endvidere følger i form af let impressiv afasi (evnen til at opfatte talt sprog) og let til moderat expressiv afasi (evnen til at formulere et tankeindhold, og give dette sprogligt udtryk). Han gik uden ganghjælpemidler og havde en gangdistance på 1 km, men efter 200 meter slæbte højre fod. Ankestyrelsen vurderede ud fra de objektive lægelige fund, at han var i stand til at færdes med offentlige transport midler sammen med ledsager.

Ryglidelser:

Det er Ankestyrelsens praksis, at rygsmerter, fx efter diskusprolapsoperationer, der ikke har nogen direkte indvirkning på benene i form af lammelser eller kraftned sættelser, ikke kan begrunde støtte til køb af bil.

AFG. 7 (j.nr. 300296-97): En 51-årig kvinde modtog højeste førtids pension. Hun var plaget af rygsmerter og smerter i venstre ben. Hun havde oplyst gangdistancen til 50-100 meter. Ved den objektive speciallæge undersøgelse blev der bl.a. fundet passiv fri bevægelighed vedrørende leddene i begge ben, bortset fra venstre fodled, hvor speciallægen havde indtryk af smertebetinget kraftned sættelse. Der blev ikke fundet grundlag for nogen nervepåvirkning i lænden. Ankestyrelsen stadfæstede nævnets afslag på bilstøtte, og anførte bl.a., at der ud fra de objektive lægelige oplysninger ikke var neurologiske udfaldssymptomer i form af lammelser i benene eller andre væsentlige gangfunktionshindrende forhold. Ankestyrelsen vurderede også, at der ikke var et skånebehov i forbindelse med ansøgers lidelse.

Medicinske lidelser:

Det vil her typisk dreje som om lidelser vedrørende hjerte og/eller lunger. Bil vil her kunne bevilges, hvis der er en meget betydelig nedsat lungefunktion eller ansøger har en hjertelidelse, der forværres ved fysisk anstrengelse. Hvis der bevilges bil til personer med disse lidelser, vil begrundelsen ofte være, at der foreligger et betydeligt skånehensyn, se også nedenfor.

AFG. 8 (j.nr. 300272-97): En 64-årig mand modtog højeste førtids pension. Han havde i 30 år lidt af en kronisk obstruktiv lungelidelse (bronkitis). Han havde endvidere udvidede årer i spiserøret, der tidligere havde medført blødninger. Han havde 300 meter til nærmeste indkøbssted, og bilen skulle bruges til lette indkøb, familie- og vennebesøg, samt fritidsinter esser. Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse og bevilgede støtte til køb af bil. An kestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgers lidelser efter en lægelig vurdering indebar udtalte ind skrænkninger i evnen til at bevæge sig og betydelige skånehensyn. Der blev herved lagt vægt på, at ansøger havde en svær lungefunktionsned sættelse kombineret med udvidede årer på spiserøret, der tidligere havde givet blødninger, hvorfor han burde undgå anstrengelser. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ansøger ved speciallægeundersøgelse for at kunne gå 150 meter indendørs måtte holde pause 3 gange, og sidde ned i flere minutter undervejs. An kestyrelsen lagde endelig vægt på, at lungefunktionen kunne forventes yderligere forringet.

AFG. 9 (j.nr. 300030-98): En 59-årig kvinde modtog forhøjet almindelig førtids pension. Hun havde i 1990 fået bevilget bil på erhvervsmæssigt grundlag. Hun arbejdede nu 4 timer om ugen på et plejehjem, herudover havde hun 3 timers frivilligt arbejde om ugen. Hun skulle desuden bruge bilen til indkøb, undervisning, familie- og vennebesøg mv. Hun led af store lunger, astma og kronisk bronkitis. En lungefunktionsundersøgelse i 1995 havde vist tydeligt obstruktivt mønster med et FEV-1 (forceret udånding) på 41% af det normale. Hun havde ikke åndenød i hvile eller ved tale. I en statusbe dømmelse fra 1997 fra egen læge, var det oplyst, at hun skulle hvile sig flere gange, når hun gik ca. 200 meter. Ankestyrelsen stad fæstede nævnets afslag på trivselsmæssigt grundlag. Efter Ankestyrelsens vur dering var der ikke et massivt skånehensyn overfor hendes lidelse, som kunne begrunde, at hun kun kunne færdes i egen bil. Ankestyrelsen lagde i øvrigt vægt på, at hun med hvilepauser kunne gå 200 meter.

Gangdistance:

Vurderingen af gangdistancen er et af de centrale elementer i skønnet over, om en ansøger er berettiget til støtte til køb af bil. Efter Ankestyrelsens praksis skal der være tale om en meget betydelig nedsættelse af gangdistancen, før der kan blive tale om at yde støtte til køb af bil. Dette gælder særligt, når ansøgeren ikke er i erhverv eller under uddannelse. Som hovedregel vil en gangdistance på meget mere end 100 meter tale imod tilkendelse af bilstøtte på "trivselsmæssigt" grundlag. Det skal dog understreges, at gangdistancen blot er et moment blandt mange, ved vurderingen af om en ansøger er berettiget til støtte til køb af bil. Der kan derfor ikke træffes afgørelse alene med henvisning til gangdistancen, måske bortset fra tilfælde hvor gangfunktionen beskrives som normal, ubetydeligt nedsat eller lignende. Man skal være opmærksom på, at gangdistancen er en meget subjektiv størrelse, som ansøgeren som oftest selv vil oplyse i forbindelse med den kommunale sagsbe handling. Man skal derfor være opmærksom på, om der er objektivt lægeligt grundlag for den oplyste nedsatte gangdistance.

AFG. 10 (j.nr. 300661-97): En 43-årig kvinde modtog mellemste førtids pension. Hun havde fået påvist en meget stor diskusprolaps i lænden. Ved den objektive undersøgelse var der moderat kraftnedsættelse af venstre fods opadbøjning og ganske betydelige neurologiske udfald som følge af nerverod skompression i lændehvirvelsøjlens venstre side. Gangdistancen var oplyst til 100-200 meter med 1 krykkestok. An kestyrelsen tiltrådte nævnets afslag på bilstøtte, og lagde bl.a. vægt på, at ansøger med krykkestok havde en gangdis tance på op til 200 meter, og at hun efter en lægelig vurdering skulle være i stand til at benytte offentlige transportmid ler.

AFG 11. (j.nr. 300410-98): En 70-årig kvinde modtog folkepension. Hun skulle bruge bilen til familie- og vennebesøg, træning/behandling, fritids aktiviteter, møder og arrangemen ter i ældresagen, kørsel til sommerhus, indkøb mv. Hun led af slidgigt i hals-, bryst- og lændehvirvlerne, hofter og venstre knæ. Hun havde knæprotese i højre knæ, samt følger efter brud i højre ankel. Ankestyrel sen stadfæstede nævnets afslag på støtte til køb af bil. Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøger havde udtalt slidgigt i højre hofte. Venstre knæ var uden særlige tegn på slidgigt, og protesen i højre knæ fungerede rimeligt. An kestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det af de lægelige oplysninger fremgik, at gangdistan cen var varierende. På gode dage kunne hun gå ca. 500 meter, men på dårlige dage kun 20-30 meter. Efter Ankestyrelsens vurdering var der ikke særlige skånehensyn eller andre forhold, der kunne begrunde at hun kun kunne færdes i egen bil.

AFG. 12 (j.nr. 300556-97): En 50-årig gift kvinde modtog højeste førtids pension. Hun havde siden 1980 lidt af muskellidelsen mitochondriel Myopati, der langsomt var forværret. Symptomerne var først og fremmest nedsat aktivitets niveau og manglende udholdenhed. Hun havde endvidere syns problemer i form af dobbelt syn. Ifølge statusbedømmelsen fra egen læge var gangdistancen 50-200 meter alt efter vejrforhold og årstid. Hun skulle ikke selv føre bilen. Ankestyrelsen stadfæstede nævnets afslag på bilstøtte. Ankestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at hun på trods af sin lidelse havde en gangdistance på op til 200 meter, og at hun efter en lægelig vurdering var i stand til at benytte offentlige transportmidler. Ved bil på erhvervs- eller uddannelsesmæssigt grundlag kan der godt bevilges bil, selvom der beskrives en noget længere gangdistance, idet der på grund i det ønskeli ge i at man kan fortsætte med erhverv eller uddannelse anlægges en mildere vur dering i disse situationer.

AFG. 13 (j.nr. 300677-97): En 20-årig mand var under uddannelse til eksport chauffør. Han kunne gå 10-20 minutter i roligt tempo, førend han fik hoftesmerter. Det fremgik af en ortopædkirurgisk speciallægeerklæring, at han led af følger efter svær knogle- og ledinfektion med deformering af begge hofteled og forkortning af venstre overarm. Relateret til hoftedeformiteten havde han en udtalt indskrænket bevægelighed og skævhed af ryggen. Der var betydelige gener fra hofterne og sekundært fra ryggen. Han var ude af stand til at bøje hofterne, og kunne derfor ikke sidde i offentlige transportmid ler. Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse, og tilkendte bil med henvisning til speciallægeer klæringen.

"Urolige" børn:

Ankestyrelsen ser ikke helt sjældent ansøgninger til børn, der ikke har noget egentligt bevægelseshandicap, men på grund af forskellige lidelser kan opføre sig meget aparte i forbindelse med offentlig transport, fx ved at råbe og skrige, slå ud efter de øvrige passagerer og lignende. Teoretisk kan man tænke sig, at denne adfærd bliver så voldsom, at det reelt er umuligt at medtage barnet i offentlige transportmidler, men Ankestyrelsen har hidtil givet afslag i disse situationer.

AFG. 14 (j.nr. 300167-97): En 8-årig pige var fysisk og psykisk retarderet. Hun gik i specialskole, hvortil der var kørselsordning. Af de lægelige oplysninger fremgik det, at hun led af en medfødt udviklingsfor styrrelse af hjernen me dinddragende motorik og intellekt. Hun havde en let spastisk lammelse, men en selvstændig gangdistance på 300-400 meter. Hendes væsentligste problem var manglende kom munikation og kontaktaf vigende adfærd. I klagen anførte forældrene, at pigen råbte op og sparkede de andre passagerer i bussen. Hvis der ikke var ledige pladser i bussen, måtte de forlade bussen igen. Ankestyrelsen stadfæstede nævnets afslag, og fandt ikke funktionsevnen til strækkeligt nedsat til at kunne begrunde støtte til køb af bil. Ankestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at pigen havde en selvstændig gangdistance på 300-400 meter, samt at hun med håndstøtte kunne gå på trapper. Ankestyrelsen fandt ikke, at de væsentlige adfærdsproble mer kunne give anledning til en ændret vurdering.

Skånebehov:

Selvom funktionsevnen, herunder gangdistancen, ikke er så betydeligt nedsat, at der umiddelbart er grundlag for at tilkende bilstøtte, vil der i en række tilfælde alligevel kunne bevilges bil ud fra et skånebehov. Det kan dels være tilfældet, hvis en ansøger godt kan gå fx 300 meter, men dette medfører en forværring af hans eller hendes lidelse. Det kan også være tilfældet i forbindelse med bilstøtte til erhverv eller uddannelse (samt i specielle tilfælde til trivselsformål), hvor en ansøger godt kan komme på arbejde eller uddannelsesinstitution til fods eller med offentlige transport midler, men hvor dette udtrætter ansøgeren så meget, at gennem førelsen af arbejdet eller uddannelsen bliver meget vanskelig.

AFG. 15 (j.nr. 300051-97): En 47-årig mand modtog mellemste førtids pension. Han havde i 1980 været indlagt med et stort hjerteinfarkt, og i 1994 var han blevet by-pass opereret. Af de lægelige oplysninger fremgik det bl.a., at der var sikre tegn på betydelig nedsat hjertepumpefunktion. Hans symptomer var udtalt dyspnø (kortåndethed) ved selv den mindste an strengelse. Han havde også haft et antal årebetændelser i benene. An kestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse, og fandt ansøger berettiget til bilstøtte (kommunen havde klaget). Ankestyrelsen fandt på baggrund af de lægelige oplysninger, at der forelå et udpræget skånebehov i forhold til ansøgers lidelser.

AFG. 16 (j.nr. 300315-96): En 50-årig kvinde havde en fuldtidsstilling som kontorassi stent. Hun havde siden 1991 lidt af sklerose, og symptomerne havde været jævnt tiltagende, først og fremmest præget af træthed. Gangen var lidt bredsporet og vaklende, og gang hastigheden var ca. 2/3 af det normale. Nærmeste busstoppested lå ca. 10 minutters gang i almindeligt tempo fra ansøgers hjem. Hvis hun skulle tage bussen på arbejde, skulle hun skifte bus. Ansøger oplyste, at hun led af kolossal træthed og stærke smerter. Ankestyrelsen fandt ansøger berettiget til fritagelse for vægtafgift (hvilket vil sige at hun også var berettiget til støtte til køb af bil, men det havde hun ikke søgt om). Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige op lysninger, hvorefter hun led af gangbesvær og udtalt trætbarhed som følge af sklerose. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at hun havde et kørselsbe hov til og fra arbejde, og at brug af offentlige transport midler ville indebære risiko for udtrætning.

Lang afstand til offentlige transportmidler og dårlige busforbindelser:

Det anføres ofte i ansøgninger og klager, at ansøgerne ikke kan nå hen til nærmeste offentlige transportmiddel, eller at busforbindelserne er meget dårlige, således at ansøgeren ikke kan deltage i forskellige aktiviteter uden egen bil. Ankestyrelsen lægger i praksis ikke ret stor vægt på disse forhold, idet Ankestyrelsen finder, at lang afstand til offentlige transportmidler ikke i sig selv kan begrunde støtte til køb af bil

AFG. 17 (j.nr. 300706-97): En 41-årig kvinde modtog mellemste førtids pension. Hendes væsentligste lidelse var svær arthrose i venstre knæled. Hun oplyste selv sin gangdistance til 20 meter på dårlige dage og 100 meter på gode dage. Hun boede på en landejendom, hvor der var 500 meter til nærmeste offentlige transportmiddel. An kestyrelsen stadfæstede nævnets afslag, og lagde bl.a. vægt på, at der ikke var objektivt grundlag for at gangdistancen skulle være så nedsat som angivet af ansøger. An kestyrelsen anførte endvidere, at det forhold at der er lang afstand mellem bolig og nærmeste busstoppested efter An kestyrelsens praksis ikke i sig selv kan begrunde tilkendelse af støtte til køb af bil. Ankestyrel sen fandt ikke, at der var særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af dette udgangspunkt.

Kapitel 7

Bilag om kørekort og køreprøver i relation til helbredsmæssige krav

(Udelades her)

Kapitel 8

Oversigt over lovbestemmelser om særlige befordringsordninger

1. Befordring af skoleelever, inklusive syge og invaliderede elever, til og fra skole.Lovhjemmel: Folkeskolelovens § 26, jf. Undervisningsministeriets bekendt gørelse nr. 25 af 10. januar 1995.Administration: Primærkommunen (amtskommunen).Finansiering: Primærkommunen (amtskommunen).

2. Gymnasielovens § 28, Erhvervsskolelovens § 24, stk. 1, og § 13a i lov om erhvervs grunduddannelser, jf. bekendtgørelse om befordringsgodtgørelse til visse grupper af uddannelsessøgende nr. 1136 af 14. december 1995.Administration: Amtskommunerne.Finansiering: Amtskommunerne. Der er dog en månedlig egenbetaling på 200 kr.

3. § 24, stk. 2 og 3 i lov om erhvervsskoler og § 20 i lov om landbrugsud dannelser, jf. bekendtgørelse nr. 1152 af 13. december 1996 om tilskud til visse befordrings udgifter for elever under erhvervsuddannelse eller land brugets grunduddannelse.Administration: Skolerne.Finansiering: Staten.

4. Der findes regler om befordringsudgifter i §§ 6, 7a, stk. 1, og 14 i lov om Arbejds givernes Elevrefusion (AER). Med hjemmel i lovens § 15 har bestyrelsen for AER fastsat et regelsæt, der stort set svarer til reglerne i ovennævnte bekendtgørelse nr. 1152 af 13. december 1996.Finansiering og administration: AER.

5. Befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser i.h.t. lov nr. 1234 af 27. december 1996 om befordringsrabat til studerende ved videregå ende uddannelser, jf. bekendtgørelse nr. 1266 af samme dato og med samme titel.Administration: SU.Finansiering: Staten.

6. Ifølge § 7 i lov om almen voksenuddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 557 af 20. juni 1996, kan amtsrådet yde befordringsgodtgørelse til deltagere i almen voksenuddannel se.

7. Ifølge § 45, stk. 2 i lov om støtte til folkeoplysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 560 af 20. juni 1996, yder undervisningsministeren tilskud til handicappedes deltagelse i folkeoply sende virksomhed. Denne støtte omfatter befordrings godt gørelse.

8. Ifølge § 5 i lov om specialundervisning for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 866 af 7. november 1995, sørger amtsrådet for eller afholder udgifter til fornøden befor dring mellem hjem eller fast aflastningshjem og undervisnings institution eller skole for personer der deltager i undervisningen. Se nærmere kap. 3 i bekendt gørelse nr. 838 af 11. november 1997 om specialundervis ning for voksne og læsekurser for voksne.

9. I forslag til lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlæn dinge m.fl. og sprogcenter, som blev genfremsat den 16. april 1998, er følgende bestemmelse indsat: "§ 21. Bopælskommunen kan yde befordrings godtgørelse til kursisternes deltagelse i undervisningen.

10. Befordringsgodtgørelse i forbindelse med besøg hos alment praktiserende læge og speciallæge, jf. sygesikringslovens §§ 17 og 18.Administration: Primærkommunen.Finansiering: Primærkommunen.

11. Befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med sygehusbehandling, samt svangreundersøgelser hos læger og jordemoder, jf. sygehuslovens §§ 6-10, samt lov om svangerskabshygieine og fødselshjælp § 1.Administration: Amtskommunen.Finansiering: Amtskommunen.

12. Ifølge § 1, stk. 2 i lovbekendtgørelse nr. 492 af 16. juni 1995 om hovedstads om rådets kollektive persontrafik, og § 1, stk. 2 i lovbekendtgørelse nr. 493 om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsom rådet, på hviler det trafikselskaber at etablere individuelle befordringsordninger for svært bevægelses hæmmede. Befordringen dækker ikke kørsel til be handling, terapi og lignende.

13. Der kan efter servicelovens § 28 ydes støtte til dækning af merudgifter ved befordring af børn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller kronisk og langvarig lidelse. Se nærmere Socialministeriets vejledning nr. 66 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap.Administration: Primærkommunen.Finansiering: Primærkommunen og staten.

14. Der kan efter servicelovens § 103 ydes tilskud til personer som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler. Se nærmere Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.Administration: Primærkommunen.Finansiering: Primærkommunen for personer over 67 år. For personer under 67 år deles primærkommunerne og amtskommunerne om udgiften.

15. Efter aktivlovens § 38 kan komunen yde godtgørelse på op til 1000 kr. om måneden i forbindelse med kontanthjælpsmodtageres deltagelse i aktivering. I ganske særlige tilfælde kan der ydes et højere beløb, jf. § 38, stk. 2.

16. Der kan efter aktivlovens § 63 ydes støtte til udgifter til befordring i for bindelse med revalidering, hvis der ikke kan ydes støtte efter andre regler. Der er en egenbetaling på 200 kr. pr. måned. Støtten ydes af kommunen.

17. Efter aktivlovens § 65 kan kommunen yde en revalidend støtte til at etablere selvstændig virksomhed. Denne støtte kan også omfatte anskaffelse af en bil.

18. Efter lov om social pension § 17 kan der udbetales personligt tillæg til pensioni ster, hvis økonomiske forhold er særligt vanskelige. Dette kan også omfatte tilskud til befordring. Se nærmere Socialministeriets vejledning nr. 66 af 10. marts 1998 om social pension.Administration: Primærkommunen.Finansiering: Staten/primærkommunen.